Musikken

Den gregorianske sang
Hildegard von Bingens musik udspringer af den gregorianske sangtradition. Den gregorianske sang repræsenterer en af de ældste former for liturgisk sang i Vesteuropa, og den er endnu i brug ved den katolske kirkes gudstjenester. Siden det 7. - 8. århundrede har denne kirkemusik i samspil med lokale traditioner udviklet sig til den mest udbredte kirkesang i Vesteuropa. Både ved de sungne messer og de syv daglige tidebønner i klostrene har den gregorianske sang lydt århundrede efter århundrede. Sangen kan således bestemmes som kirkelig funktionsmusik, hvis højeste formål er at udtrykke de hellige bibelteksters budskab ved gudstjenesterne. Ordene står derfor i centrum, og musikken er ordenes tjener. Fremfor alt er sangen slidstærk og undgår ethvert præg af koncert eller individuel præstation. Stort set er gregoriansk sang anonym, dvs. både komponist og sanger træder tilbage i gudstjenestens hellige fællesskab.

Datidens vældige kirkerum har ved deres efterklang forstærket den enstemmige sangs lineære karakter. Tonerne i de bølgende fremadrettede melodilinjer blandes og forenes i himmelsk genklang fra hvælvingerne. Sentimentalitet måtte vige for den ophøjede ro, der bedst tjener bibelteksternes forkyndelse. Forsiringer og toneranker reserveredes gerne til at understrege særlig betydningsbærende ord som fx. Dominus (Herren).

Gregoriansk sang er en ydmyg kunstart, der, inspireret af klosterløfterne om fattigdom, kyskhed og lydighed, giver afkald på alle ydre virkemidler. Sangen skal først og fremmest være en vej til bøn i kirkens fællesskab, og løfte sjælen til en åndelig forening med englenes og helgenernes himmelske lovsang til Guds ære.

Hildegard von Bingens musik
Hildegard von Bingen har den gregorianske musik som sin selvfølgelige forudsætning. Hendes sange er imidlertid enestående i forhold til samtidens tonesprog. Sangen får hos Hildegard et så stærkt personligt præg, at de sædvanlige musikalske rammer sprænges med hensyn til toneomfang, intervaller, længde og toneart.

Trods ihærdig forskning er det ikke lykkedes at finde nogen musikalsk tradition, der kan have tjent som direkte forbillede, og selv beskriver hun sangene som åbenbaringer. Sangene er nedskrevet til brug i klostrenes liturgi sammen med den gregorianske sang. Ifølge Hildegard er musik en genlyd af himlens harmoni og samtidig en harmoni mellem krop og sjæl: "Legemet må bringe sin stemme i samklang med sjælen for at hæve sig op til Guds lovprisning [...]". Tilføjelsen er typisk for Hildegards helhedssyn på hele tilværelsen, også forholdet mellem legeme og sjæl. Hendes ord om kirkesangens formål gælder både den gregorianske sang og hendes egne 77 sange.

Ensemblets udførelse af musikken
Det danske Hildegard Ensemble ser det som sit adelsmærke at musicere i den tradition, man hører i nutidens klostre. Ensemblet laver altså hverken "musikarkæologi" - dvs. forsøg på historisk korrekte og videnskabeligt funderede opførelser - eller går ind i en personlig intuitiv fortolkning af musikken. Ensemblet musicerer derimod på traditionel vis.

Ensemblets forbillede er den levende tradition, som den klinger ved det franske benediktinerabbedi St. Pierre i Solesmes. Abbediet er et centrum for forskning og ikke mindst udvikling af den ældgamle kirkesang. Man kan påstå at denne tradition er en slags foreløbig konklusion på århundreders opførelsespraksis.

Ensemblets cd-udgivelser
Ensemblet har udgivet 4 cd´er: Lux Vivens (musik af Hildegard von Bingen), Vox Angelica (blandede klostertraditioner) og Ave Maria (musik fra Birgittinerordnen og cisterciensisk klostermusik) og i 2006 cd'en Alleluia (blandede klostertraditioner).